 |
||||
        |
||||
        |
||||
        |
||||
|
Havørnens
rige
|
||||
|
Når jeg ser ud til
højre, stoppes udsigten af en lang række fjelde. De står smukt
hyldet i sne og is. Hvis jeg kunne se hen over dem, ville jeg se
Nordkapp med sin høje klippeafsats. Vejret er klart med blå himmel
og let vind. Bag mig summer den store motor. Jeg er om bord på en
lille fiskekutter. Vi er på vej ud i havet fra det lille fiskeleje
Gjesvær. Af og til stikker kutteren snuden ind i en bølge. Det giver
et stød i båden og sender et skvæt vand hen over hovedet på mig.
Bjørk står inde i styrehuset. Jeg står ude og inddrager det hele med
alle sanser. Bagude strækker Gjesvær sig langs kysten. Og inde bag ligger fjeldene store og majestætiske. Pakket godt ind i snemasserne selv om det er sidst i april. Som de andre fiskerlejer her langs Norges kyst, er mange af husene bygget på pæle ud i vandet. Rorbuer kalder de det nede på Lofoten. Det gør det lettere at bygge her. Der behøves ikke en grund, der er sprængt ud i klipperne. Her og der ligger der et par fiskekuttere. Alle i kraftige blå eller røde farver. Ude mod øst i Gjesvik kan jeg se den lille lokale fiskeindustri. Men forude et stykke til havs ligger en gruppe småøer. Og længst ude rejse sig nogle øer med høje fjelde. Det er Gjesværstappan. Et af Norges kendteste fuglefjelde. Det har jeg glædet mig til at skulle se. Så jeg er heldig, at jeg har fået Bjørk overtalt til at sejle for mig. Det gør han ellers kun i turistsæsonen. Og den er ikke startet endnu. |
 |
|||
 |
Nu er vi ude i havet fri af Gjesværstappans læside. Båden giver sig til at vugge godt. Bjørk peger igen. Oppe på nogle klippeafsnit sidder der et par havørne. Og pludselig svæver der 3 mere rundt deroppe. For mig syd fynbo et fantastisk syn. Bjørk ser ængsteligt på mig. Kan jeg tåle søen? Jeg klamrer mig godt nok til styrehuset. Men det er nu for at få fæste, så jeg kan fotografere. Lidt svært! Mens Bjørk forsigtigt manøvrerer båden mellem nogle skær for at komme nærmere til nordsiden af fjeldet, så får jeg øje på noget. Der! Jo det er godt nok. En bunke trekantede hvalfinnner dukker op af havet og forsvinder igen. Et par af dem blæser luft ud. Lidt efter ser jeg dem længere borte. Det var, hvad man heroppe kalder småhvaler. Jeg fandt ikke ud af, hvad det var for nogle. Nu har Bjørk lempet båden tæt ind under klipperne. Der er lidt smult vand. På fjeldhylderne op over vores hoveder sidder der rider alle vegne. Riden er fuglefjeldenes fugl. En smuk måge med et karakteristisk skrig. Det lyder nærmest som en månesyg kat. |
|||
|
Bjørk stikker hovedet ud
af styrehuset og peger ud over havet lige vest for os. Varv! Jeg ser
en havørn dukke op af havet. Den har en stor torsk i kløerne.
Havørnen basker godt med vingerne for at komme fri af havet. Det er
svært. Jeg kan se vandet dryppe af den. Torsken er nok for stor. Til
sidst må den slippe den og stiger til vejrs. Snart svæver den lige
op over os. Fantastisk syn. Kæmpestor rovfugl med et vældigt
vingefang. Nu ser jeg, at der højere oppe er endnu et par havørne.
Det her er da bare havørnenes rige. Vi nærmere os Gjesværstappan. Bjørk sejler ind mod sydsiden af fjeldet. Rundt om piler tejster af sted. Små blishøneagtige fugle. Sorte med et smukt rødt næb og en stor, hvid plet i vingen. Et par lomvier ryger til vejrs og flyver lavt hen over vandet. Vi er nu tæt inde under fjeldet. Vandet slår mod klipperne med hule brag. Skumsprøjtet står højt til vejrs. På de lave fjeldhylder står der et eller andet. Det er svært at se, for klipperne er sorte, og det jeg kan se er også sort. Og så hopper og gynger kutteren herinde ved klipperne. Så nu er vi ganske tæt på. Båden ruller godt frem og tilbage. Det er skarver. Store majestætiske Topskarver. De har en karakteristisk stortop på hovedet og gult felt ved næbbet. Jeg får taget en række gode fotos. Båden vugger godt lige nu. Bjørk har slået motoren fra. Han står i åbningen til styrehuset og forklarer. Jeg kikker nervøst over hovedet på ham, mens båden driver mod fjeldet. Men han er vågen! Motoren til og lidt kurs væk. |
 |
|||
 |
For mig er det en lang
erindringskæde, når jeg hører deres Miav. Det startede med, at vores
lille familie havde lejet et rorbu ude på en lille ø ved Lofoten. Vi
boede på 3. stokvær i huset. De underste etager bliver brugt af
fiskerne, når det store torskefiskeri finder sted i vintermånederne.
Alt var så dejligt enkelt og primitivt her. Der var bare den ulempe,
at riderne havde bygget reder på sålbænkene uden for vinduet. Så
gennem den lange sommernat med midnatsolen kunne vi hygge os med
alle ridernes miawen!! Deres stemmer glemmer vi aldrig. Bjørk bringer mig tilbage til virkeligheden. Hvad var det han sagde. Jo, der er ikke så mange rider mere. Hvorfor ikke det? Spørger jeg. Det er på grund af havørnene. Når riderne har unger flyver havørnene forbi klippehylderne og skræmmer fuglene væk. Og haps der ryger der nogle unger. Riderne lægger kun et æg, så det er hårdt for bestanden. Når det er sommer kan der være op til 100 havørne i området. Motoren slås til igen. Rundt om fuglefjeldets østlige side. Og her skråner fjeldet lidt, så der er grønsvær deroppe. Og hvor der er jord og græs, er der også lunder (søpapegøjer). Jeg ser op i luften over fjeldet. Der er de. En kæmpeflok ligger deroppe og kører rundt i en cirkel. |
|||
|
Vi kom til at snakke om
skarven. En pragtfuld fugl fortalte han. Det er simpelthen min
ynglings mad. Stegt i en gryde med brun vildsovs til og kartofler.
Og jeg troede ikke det var en fugl, der var værd at spise. Vi runder fjeldet vest om. En lille rød fiskekutter kommer vuggende ind fra havet med kurs mod Gjesvær. Han hilser. Dønningerne fra hans båd bidrager til, at jeg bliver vugget ekstra meget. Inde på et skrånende klippeparti ser jeg en stor mosaik af hvide pletter. I kikkerten afslører de sig som suler. Suler! Det er en af mine yndlingsfugle. Vi kommer tættere på. Snart kan jeg høre deres skrattende stemmer. Den lyd er sammen med ridernes miawen identisk med fuglefjeld for mig. Hele tiden flyver nogle op, og andre lander. Oven over svæver mange rundt. Et stykke fra båden lyder der et plask. En sule er styrtdykket. Lidt efter dukker den op med sin fangst. Flere suler ligger deroppe og er klar. Vingerne samles, og fuglen styrter lodret ned i havet. Sikken kraft. Sulen er jo ikke nogen lille fugl. Et fantastisk syn. Som en jagerformation under 2. verdenskrig ligger de deroppe på række og styrtdykker en efter en. |
 |
|||
 Tørfisk |
Det holder sammen på fuglene socialt. Lunder kom også i
år til fjeldet 14.april. Beboerne havde som sædvanligt arrangeret
tur ud til fuglefjeldet for at tage imod dem! Gjesværstappan er
kendt for at have en af verdens største bestande af lunder. Rundt
regnet 800.000 mener man her er! Men 14.april dukker alle de fugle
op ude fra havet. Kun i ynglesæsonen er de på land. Resten af året
lever de kun på havet! Og det er jo i alt slags vejr. Forunderligt.
På Mykines (Færøerne) går man på samme måde på fjeldet for at byde
lunderne velkommen. Der ankommer de oftest 25. april! Et par lunder letter lidt gumpetungt foran båden. Tænk, at der er mad nok i havet til alle disse fugle. Men det er der, siger Bjørk. Han var ude og fiske torsk for et par dage siden og fik 200 kg. på 1 time! Afregningen lød på 17 kr. pr. kg. I et supermarked i Alta så jeg store torskefileter til 107 kr. pr. kg.! Nu sidder jeg højt på fjeldet over Gjesvær. Jeg putter pulversuppen op i min mug. Så hælder jeg varmt vand fra termokanden over. Det ser snart lækkert ud. Dernede kan jeg se Bjørks båd og familiens hus. Livet herude er barsk. Den ene vej, der fører herud kan være lukket i lang tid om vinteren. |
|||
 Gesvær Nu havde Bjørk lige fortalt om lækker skarvgryde. Så jeg kom til at tænke på, da jeg i efteråret var på Mykines. Den lille familie, som jeg kender, havde inviteret mig til aftensmad. Og det var ovnstegt suler. Mum. Det smagte bare godt. Nu er der jo nok nogle ornitologer, der rynker øjenbrynene. Det gør man da ikke! Altså spiser suler. Næ. Men på Mykines fanger man suler hvert efterår. Fra gammel tid af har man taget hensyn til bestanden. Af samme grund blev den gennem århundreder gamle traditionelle fangst af lunder sidste år stoppet af beboerne. Lunderne var gået voldsomt tilbage. Mangel på mad i havet. |
For at komme derud, når der har været meget sne, må man indfinde sig på bestemte steder og bestemte klokkeslæt uden for Honningsvåg og køre i kolonnekørsel efter sneploven. Men de elsker livet herude. Der er så roligt og ikke meget, der kan give stress. Bjørks far fortalte, at de havde en lille hytte et stykke henne af kysten. Der tog de så hen, når de gerne ville have det roligt!! Jo, for så kunne man sidde helt uforstyrret og se dyrene tæt på!!
Jeg nipper til suppen.
Det er godt med noget varmt. Temperaturen er ikke meget over
frysepunktet. Og så blæser det helt godt. Jeg kikker ud over havet.
Dér langt mod nord ligger nordpolen. Jeg sidder her et godt stykke
nord for Polarcirklen.. Min position er omkring 71°′N.. Da jeg for
et par år siden sejlede norden om Svalbard med skibet Polarstar,
nåede jeg 81 J°′N, før havisen blev for tyk. |
|||
