Mykines - Bragt som artikel under "Natur" i Fyns Amts Avis, mandag 12. dec. 2011  

Det ser flot ud som de står der linet up. Side ved side med front mod mig. Sådan en hel deling soldater vendt mod fjenden - blæsten. Fantastisk som de står godt fast. Sidst jeg så dem var i april. I mellemtiden har de- så vidt man ved i dag- været en tur i Nordgrønland for at yngle. En pæn tur over åbent hav!

En flok store, skræppende gæs kommer vraltende. Det er med at komme væk. Stenvenderne søger ind i græsset. Snart er de i gang med at lede efter orme i konkurrence med stære og vindrosler. Jeg ser op ad fjeldet. Nogle får står i en flot silhuet højt oppe på fjeldkanten. De fleste har søgt længere ned. Slagtetiden er overstået. Nu er der fred derude på fjeldet til næste års slagtning. Jeg går i gang med at pakke rygsækken. Termokande med varmt vand, pulversuppe, tegnegrej, feltstol osv.

Udsigt ned over bygden på Mykines, 30 x 35 cm.

Uldalid, Mykines - Færøerne 30 x 35 cm.

Da jeg stod her i april i år og skitsede hørte jeg lige pludselig en kendt lyd. Hvad var det? tænkte jeg. Det kunne da ikke være? Slet ikke på dette sted. Så fløj fuglen lige forbi. For pokker. Det var en landsvale. Så højt oppe i Nordatlanten og så langt fra Sydafrika. Lige nu er den 10.000 km. borte og har bragt foråret til Sydafrika. Hvis ”min” svale altså overlever rejsen.

Om ca. fire måneder rejser den igen mod nord. Ufatteligt.

Her er godt. Jeg har fundet en læplads med udsigt ned over bygden. Som nogle af læserne har gættet, så er jeg ikke hjemme i Danmark. Næh. Jeg er ude på Færøernes vestligste ø. Om vinteren kan man kun komme hertil med helikopter. Og så skal man også huske proviant til den tid, man vil være der. Her bor fast 9 mennesker. Der er ingen steder at handle.

Det er koldt. Jeg lægger mine tykke handsker på stenen. Jeg kan alligevel ikke tegne med handsker på. Jeg skutter mig lidt. Trykker mig ind mod væggen af tørvehuset. Dem er der mange af ude i terrænet. Frem med tegneunderlaget og en blyant.

Et fint sted at lave nogle skitser. Jeg kikker mig om efter en forhøjning, hvor jeg kan overse det hele. Og sidde ned. Nogle store sorte heste holder øje med mig. Da jeg har sat mig og gjort klar til at tegne, kommer to af dem nærmere. Sorte og kraftige med en strid vinterpels. De står og kikker lidt. Så kommer de forsigtigt nærmere. Begge står faktisk ansigt til ansigt med mig. Jeg mærker en mule mod næsen.

Den anden er ved at undersøge et spænde på mine bukser. Jeg rømmer mig og siger stille og roligt, at de står lige foran mit motiv. De reagerer ikke. Mærkeligt nok bliver de bare stående! Ja, ja. Så flytter jeg mig lidt. Da jeg er klar til at tegne, står de der igen. Jeg kan ikke nænne at skælde dem ud. De går jo heroppe hele året. Der kan være langt imellem, at græsæderiet får en kærkommen afbrydelse.

Nogle får kommer sjoskende. Kikker lidt på mig og bliver åbenbart enige om, at jeg ikke er nogen trussel. Jeg tegner løs. Er langt væk i en anden verden. Alle sanser slået til. Er helt til stede i dette øjeblik af mit liv. Og så. Færdig. Det alt sammen er gemt i skitsen og sindet. Billedet maler jeg hjemme i huset. Fingrene er stive af kulde. Og nu er det altså lykke at trække termoflasken op af rygsækken. Lidt efter sidder jeg med en mug (spejderkrus). Varm duftende suppe gør godt i halsen, og varmen fra muggen varmer mine fingre. Så tæt på livet jeg kan komme.

Jeg gør mig klar til at komme videre. Det er for koldt til at blive siddende. Nede fra bygden lyder motorstøj. Her er altså ingen biler. Men hestene er blevet afløst af små terrængående motorkøretøjer. Vupti. En våd hundesnude kommer lige ind i ansigtet på mig.

Det er Plet - en ung sød collie – en rigtig hyrdehund. Jeg bliver lige slikket lidt under næsen. Så er Plet af sted igen.

Nu kan jeg se Esben komme på sin lille firhjuler. Da han er ud for mig, spørger han, om jeg vil have et lift derop ad. Fint. Op og stå bagved med bagdelen på det lille lad bagved. Plet er sprunget op og deler pladsen med min bagdel og min rygsæk. Så går det over stok og sten. Jeg klamrer mig godt til et par håndtag. Det her er jo ikke en landevej, men en jordet fjeldvej. Med alt hvad der hører til af huller og sten. Man kan næsten sige: ren natur. Så er vi ved et led. Jeg springer af og får åbnet leddet, så Esben kan køre igennem. Vi er nu kørt fra Bøen (Indmarken) og ud i Hagen (Udmarken)

Jeg springer af et godt stykke oppe. Skyerne har spredt sig, og solen, der har været gemt bag fjeldet, kommer frem. Fantastisk. Det varmer straks. En halv times gang ind over Heimangjogv, så er jeg der. Nu er det jo ikke lige ud ad en vej.

Højsletten er meget sumpet. Overalt er der vandhuller, render, små bække. Op og ned af skråninger.

Og så er der nu noget særligt ved at sidde her med to store, sorte, nysgerrige heste oppe på fjeldet på en isoleret ø ude i Atlanten.

Lidt mere snak med dem, hvor jeg fortæller, at jeg bor nede i bygden. De fornøjer sig ind i mellem med at pruste mig i øret og prøvespise min vindjakke. Jeg har fattet, at de ikke flytter sig. Så. Jeg rejser mig og går videre.

Hestene følger mig et stykke. Så opgiver de. Da de er kommet godt i gang med at græsse, lister jeg lidt tilbage, får sat mig og tegnet motivet på mit underlag. Mærkeligt nok eller måske netop ikke, så endte det med at blive mit bedste billede deroppe fra. Malet samme aften med det hele frisk i sindet.

Så er jeg tilbage. Varmen slår ud imod mig, da jeg åbner døren til ”mit” hus. Slam! Døren drøner i bag mig. Nå ja! Der er lovet orkan i nat.

Endnu en dag er ”brugt”. Tæller den? Jeg har jo bare gået en tur.