 |
        |
        |
        |
|
|
|
|
|
|
Lofotfisket
-
Bragt som artikel under "Natur" i Fyns Amts Avis, d. 9.
november 2013
 |
|
|
|
|
Det var godt. Her er der
lidt læ. Jeg har sat mig ned på en stor sten. Vinden kommer raslende
ned over fjeldet og slår en masse koldbøtter. Men nu kan jeg da
skitse igen. Sikke en udsigt. Jeg ser hen over et lille stykke
fjord. På den anden side ligger et af Lofotens mange små Fiskevær.
Røde, hvide og okkerfarvede huse lyser op derovre. Jeg kan se en
klynge fiskebåde. En enkelt kommer brummende ind ude fra havet.
Bådene er ikke så store her. Det er mest kystfiskeri.
Jeg skitser løs. Et
dejligt motiv. Streg efter streg. Kolde fingre og huen trukket godt
ned over ørerne. Tiden fortoner sig. Men så får en lyd mig tilbage.
Et kraftigt: Råhhr lyder lige over hovedet. Jeg ser op. Det er en
ravn. Jeg tror ikke, den har set mig. Den er i fuldt sving med at
hakke i en sej. Jo, jo, der hænger tusinder af sej lige over mig som
et vældigt tag. Det er tørfisk. Sejerne er hængt op to og to på
tværs af lægterne. Bundet sammen i halerne. Jeg strækker hånden op
for at mærke på en af fiskene. Den er stenhård. Stativet her har kun
en etage. Men nogle af stativerne kan være høje som fleretagede
huse. Hvor som helst der er et sted, hvor vinden kan udtørre
fiskene, er der stativer. |
|
 |
|
|
|
År efter år har
menneskene på Lofoten hængt torsk til tørre på den måde. Ja man kan
spore det 1000 år tilbage. Det er en fin måde at konservere fisken
på, hvis man da ikke lige laver den til klipfisk. Under tørringen i
den friske arktiske luft forsvinder omkring 70 % af vandet! Lofoten
ligger jo ovenfor Polarcirklen.
De fisk der hænger her lige nu er lyssej. De rigtige torsk dukker
først op i vintermånederne. Vandretorsken – Skreien - ankommer i
kolossale mængder fra Barentshavet for at gyde. Her ved Lofoten er
vanddybden som den skal være. Omkring 50 – 200 m. For at gyde, skal
vandet være omkring 5 – 6 grader. Og det er det netop her! Men kan
det da passe? På samme breddegrad som Lofoten ligger Angmasalik i
Østgrønland! Og her er lukker isen på denne tid af året for al
sejllads!
Forklaringen er Golfstrømmen. Efter sin start i den mexicanske golf
rammer en gren af den Norges vestkyst.. Den medbringer 5 millioner
tons varmt vand i sekundet. Nå det siger måske ikke så meget. Men
omsættes tallene til olie, så svarer det til, at man afbrændte
100.000 tons olie i sekundet! |
|
 |
|
|
|
 |
|
Jeg går over en af de mange små broer der er heroppe. Drejer ned
mellem små røde huse og kommer ud på et kajstykke. Oppe på tagryggen
sidder en række sildemåger og ser ned.
Jeg går langs et
fiskehus og kikker ind. De er i færd med at rense lyssej. Jeg går
ind og kikker. Hovederne brækkes af og kommer i store kar. Nogle af
dem bliver senere ”befriet” for tungerne, som regnes for en særlig
delikat spise.
Hovederne hænges til tørre, som du kan se på fotoet.
Ja og de skal også bruges til mad. Rognen møder vi måske på dåse. Og
leveren bliver til kogt til tran og bruges bl.a. til levertran. Alt
bruges. Undtagen indvoldene ,som tidligere røg i havet gennem lemmen
i gulvet.
Kan jeg købe en sej,
spørger jeg. Jo da. Pigen roder rundt på bordet og finder en på
hovedløs sej. Den er godt nok stor, men det er de nu alle sammen.
Her er så mad til mange dage! Det blev til mange selvkomponerede
fiskeretter |
|
|
|
Skreien er her kun for
at gyde. Den fiskeyngel der kommer ud af det, driver med
Golfstrømmen til Barentshavet, hvor skreien vokser op. Sammen med
skreien ankommer kolossale mængder af fiskebåde. Fiskeriet går mere
end 1000 år tilbage! Der fiskes store mængder Skrei. Fiskene gøres i
stand på stedet. Jeg bor i et Rorbu. Det er et fiskehus bygget ud
fra kysten på pæle. Mange af dem har vand nedenunder. Sådan er det
også i mit rorbu. I den ene ende af opholdsrummet er der en lem i
gulvet. Her skubbede man fiskeaffaldet hen og dumpede i havet. I
gammel tid arbejdede man og sov i samme rum. Mit rorbu fra 1850 blev
brugt sådan i starten.
Puh ha. Nu må jeg op og
stå. Jeg strækker mig lidt. Ravnen får øje på mig og letter. Lidt
væk slår den sig ned på en klippe. Det er klaret op. Luften er fyldt
med skrigene fra sølvmåger og sildemåger. Jeg tager rygsækken på og
trasker af sted. Op over en højdekam og ned i en lille dalsænkning.
Her er også læ. Efteråret har tændt farverne i den tætte bevoksning
af revling og tyttebær. Og der! Er det ikke røde
tyttebær. Jeg troede, det var for sent. Men rundt om, er der
pludselig nok til, at jeg giver mig til at plukke. En god vildgryde
og tyttebær til. Tyttebærrene nåede med hjem og står nu syltet i et
lille glas. Og venter. Når jeg spiser dem, er jeg der igen. |
|
 |
|
|
|
 |
|
I Italien har de en ret, der hedder. ”Stoccafisco con patate e
olive”. Det er opskriften på en ret med tørfisk. Og hvordan kan det
så være? Jo i 1432 strander et italiensk skib ved Lofoten.
Italieneren Quirenius reddes i land. Beboerne plejer ham og hans
besætning, indtil de kan rejse sydpå. Da han er kommet hjem,
fortæller han Paven om denne velsignede fisk. Nu er det sådan, at
Italien var – og - er et katolsk land. Her spiller fasten en stor
rolle. I den tid er det ikke tilladt at spise kød, men nok fisk.
Skulle fisken transporteres ind i land, så blev den fordærvet! Her
er tørfisken løsningen. Og så startede handlen. Og den er fortsætter
endnu den dag i dag.
Nu sidder jeg ved mit vindue. Har lige gjort et maleri færdigt.
Kikker ud over den lille bugt. I baggrunden står ”Lofotvæggen” i
modlys. Et helt særligt lys. Jeg har lyst til at male et billede
mere, men nu til madgryden. Stegt sejfilet, ristet bacon, stegt
hvidkål og lidt sennep! |
|
|
|
|
|